Seksuelt misbrug af børn og unge

Hvad er det?

Seksuelle overgreb kan være mange forskellige ting

Et seksuelt overgreb mod et barn er, når en voksen eller en person over 15 år inddrager en mindreårig i seksuelle handlinger for at tilgodese egne seksuelle behov. Børn kan også krænke andre børn seksuelt. Det er ikke strafbart, men kan stadig få alvorlige konsekvenser for begge børn.

Seksuelle overgreb kan være mange ting og kan derfor defineres bredt. Det kan derfor både være fysiske overgreb og noget du bliver tvunget til at se på. Det kan for eksempel være:

·         Seksualiseret sprog

·         At blive tvunget til at overvære voksensex

·         At blive overgrebet eller kysset

·         Seksualiseret vold

·         At blive tvunget til at deltage i for eksempel onani eller oralsex

·         Tvunget samleje/voldtægt

Det seksuelle overgreb kan foregå en eller nogle få gange, men det kan også finde sted igen og igen. Børn og unge som bliver seksuelt misbrugt kan ofte føle, at det på en eller anden måde er deres egens skyld. Vedkommende kan måske ikke finde ud af, hvad grunden i bund og grund er, selvom der faktisk ikke er nogen grund. Det medfører skam og skyld og det gør, at barnet ikke tør fortælle om overgrebet til andre. Derfor holdes det tit skjult, men det kan også holdes skjult, fordi barnet er bange for, at der skal ske noget med sig selv eller sin familie. Barnet kan være bange for at blive straffet for at fortælle det til andre mennesker. Personen som begår krænkelserne kan have truet barnet til at tie stille. Dermed påtager barnet sig en medskyld, som det skammer sig over, men det er altid den voksne, som har ansvaret for seksuelt misbrug.
 

Incest

Incest er seksuelle overgreb begået af beslægtede voksne overfor børn: forældre og børn, bedsteforældre og børn, samt seksuelle overgreb mellem søskende Det betyder ikke, at det er lovligt for stedforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner at udsætte barnet for seksuelle krænkelser, men hvis andre end dine forældre, søskende eller bedsteforældre udsætter dig for seksuelle krænkelser, er der ikke tale om incest, så er der tale om seksuelle overgreb.

Incest er ikke alene noget seksuelt og fysisk. Når barnet udsættes for seksuel incest, bliver barnet også altid udsat for følelsesmæssig incest - men den følelsesmæssige incest står tit alene. Når den voksne forventer, at barnet dækker den voksnes følelsesmæssige behov og indtager en voksens rolle i forholdet til forældreren, så kaldes det følelsesmæssig incest eller psykisk incest.

Følelsesmæssig incest er ligeså skadelig for barnet som den fysiske incest. Der er nogle voldsomme og livsforandrede konsekvenser, som barnet tager med sig ind i voksenlivet.

Manglende grænser

Manglende grænser

Det er ikke okay at sige nej, sige fra og sætte grænser i sådanne familier. Ikke at børn kunne finde på at sige nej til deres forældre – det er yderst sjældent i de familier, hvor følelsesmæssig incest forekommer, men de viser nej med deres kropssprog og attitude. De viser, at de ikke har lyst til at gøre, hvad der bliver forventet af dem. De signalerer, at det der sker, ikke er rart for dem. Ofte med kropssprog som sunde voksne kan og vil aflæse og respektere. I familier med følelsesmæssig incest bliver det hverken set eller respekteret. For forældrene fylder deres egne problemer og smerte så meget, at der ikke er plads til overskud til at aflæse og respektere barnets grænser.

Incest og andre seksuelle krænkelser kan forekomme i alle slags familier og i alle samfundslag. Det er også både drenge og piger, der bliver misbrugt, men der er cirka dobbelt så mange piger, som drenge, der bliver krænket.  Det er mere normalt, at en pige bliver udsat for seksuelle krænkelser end en dreng. Det ses i nogle tilfælde, at drenge er blevet udsat for seksuelle krænkelser, men det ses oftere med piger. Man siger pigen er et lettere ”bytte” end drengen. Drengen er stærkere fysisk og kan måske give modstand.

Hvor udbredt er seksuelle overgeb og er det stigende eller faldende?

Hvor udbredt er seksuelle overgreb?

Det er svært at sige, hvor mange der bliver udsat for incest eller andre seksuelle overgreb, fordi overgrebene næsten altid foregår i alt hemmelighed, og fordi ofrene ofte bliver truet til at tie stille af den, der begår krænkelserne. Derfor står de sjældent frem og fortæller om overgrebet, før lang tid efter det er sket. Det skyldes også, at der i undersøgelser anvendes forskellige definitioner på seksuelle overgreb.

Ifølge den danske straffelov er det strafbart at have et seksuelt forhold til en person under 15 år. Det er desuden strafbart som skolelærer, pædagog, sportstræner, stedforælder mm. at have et seksuelt forhold til en ung under 18 år, som vedkommende har en omsorgsfunktion over for. Straffeloven kriminaliserer også køb af sex med unge under 18 år.

Statens Institut for Folkesundhed gennemførte i 2002 en undersøgelse blandt 9. klasses elever med karakteren af seksuelle overgreb mod børn i Danmark. Undersøgelsen omfatter 6.203 unge, svarende til 11 % af denne aldersklasse og i alt 5.829 af deltagerne havde besvaret spørgsmålene om seksuelle erfaringer.

Ikke alle strafbare seksuelle erfaringer opfattes af barnet eller den unge som et overgreb. Det er kun i hvert fjerde tilfælde, at den unge selv har oplevet det som et seksuelt overgreb, svarende til at 2,8 % af alle svarpersonerne selv vurderede at de havde været udsat for et seksuelt overgreb, 1,1 % af drengene og 4,5 % af pigerne.

Statistikken herover vises forekomsten af strafbare seksuelle overgreb fordelt på køn. I alt 11,3 % af 9. klasses eleverne rapporterede seksuelle erfaringer, der falder inden for kategorierne af strafbare seksuelle overgreb, 6,7 % af drengene og 15,9 % af pigerne. Statistikken viser også, at det er flest piger, som har oplevet seksuelle overgreb.

Er problemet faldende eller stigende?

Man skulle tro, at folk er blevet skræmte af de seneste års fremtræden af sager i medierne om overgreb og incest mod børn og unge, flere undersøgelser viser faktisk at problemet er stigende. I 1998 var der ca. 500 henvendelser til kommunen om børn der var blevet misbrugt. I 2012 var der hele 2000 henvendelser til kommunerne. Problemet er altså stigende. Nogle af grundende kan være, at der har været rigtig meget fokus på misbugssager mod børn i medierne på det seneste. Folk i samfundet er derfor måske lidt mere opmærksomme, hvis de ser noget mistænksomt end før hen. Kommunerne har også givet deres ansatte flere værktøjer til at blive mere opmærksom på syntomer hos børnene fx film, bøger og kurser.

Hvilke miløjer forekommer det hyppigst?

Hvilke milijøer forekommer seksuelt misbrug hyppigst i?

Når vi snakker seksuelt misbrug af børn og unge kommer der sikkert nogle helt bestemte billeder op i hovedet på os alle sammen. Billeder som kan være ret så grusomme, og som vi skynder os at pakke væk igen. Med tanken om at det ikke forekommer i vores nærmiljø, men sandheden er at seksuelle overgreb forekommer i alle tænkelige milijøer. 

Man kan ikke generalisere, en person som misbruger børn og unge. Det kan være ung som gammel høj som lav, alle mulige tænkelige typer laver overgreb på børn.  Bestemte milijøer såsom udsatte boligområder eller skilsmissefamilier kan man heller ikke sige, der er nogle hyppigere end andre. Man kan dog sige, der kan være nogle familier, der er mere i farezonen end andre familier. Altså fx hvor en eller begge af forældrene har været misbrugt i deres barndom. Hvis de ikke, har fået hjælp til at bearbejde den smerte det har været udsat for i barndommen, kan det være svært at være en mønsterbryder. Dermed tænker de, at de vil have det ud, som de aldrig fik bearbejdet selv. Det vil gå udover deres børn så, og dermed vil børnene så blive udsat for et seksuelt misbrug. Derfor er det ikke sikkert, at det er sådan, det vil ende. Det er kun, hvad der kan ske i deres voksne liv, hvis de ikke har fået det bearbejdet som barn eller ung.

                                                                                                            

Facts

Vidste du at …

·         At det kun er 1/5 af alle overgreb der bliver begået på drenge.

·         Halvdelen af alle overgrebene forgår inden børnene er fyldt 12 år.

·         42 % af alle overgreb forgår indenfor familien.

·         26 % af drenge der bliver misbrug, bliver misbrugt af kvinder.

·         Krænkerne overfor pigerne er for det meste mænd.

·         Cirka 10 % af børn under 18år bliver eller er blevet misbrugt.

·         2-7 ud af en skole årgang bliver seksuelt misbrugt.

Sociale mediers påvirkning

Sociale mediers påvirkning

 

De sociale mediers påvirkning er enorme. Det er dem, som fortæller os, hvad der sker ude i verden 365 dage året rundt. Det er dem, vi har tillid til, og når de fortæller os noget, tror vi altid blindt på dem. Medierne har derfor også en kæmpe rolle, når vi snakker om incest- og krænkeles sager rundt omkring i landet og i verden omkring os. De sørger for, at gøre os opmærksomme på hvad der sker rundt omkring os.  Medierne kan samtidig også gøre nyhederne og skandalerne meget værre, end de i virkeligheden er. De kan blæse en lille ting op til noget kæmpe stort, men medierne kan også have en god effekt på samfundet.

De kan gøre opmærksomme på noget, vi ikke ved finder sted i vores samfund. Især sådan noget som incest og misbrug af børn og unge. Det finder sted i vores samfund, men ingen lægger mærke til det, fordi at børnene og de unge ikke siger noget til nogen, om at det står på, men medierne får det mange gange frem på forsiderne. Medierne får det frem, så det når rigtig mange, fordi stort set alle mennesker læser nyhederne. Om det så er i en avis, i tv’et, på en mobil eller tablet. De når ud til rigtig mange mennesker rigtig hurtigt og effektivt, men er det nok?

Det er ikke alle, som der altid føler en hvis påvirkning af medierne, netop fordi de tit blæser ting op til noget det ikke er, og derfor kan mange måske ikke helt se alvoren i problemerne.

Så hvis alle skal forstå at incest og misbrug er en alvorlig sag, er samfundet nød til at komme bredere ud med det. Med det mener vi, at fx skolens elever burde undervises i det. Det skulle selvfølgelig være fra den alder af hvor de forstod hvad det var og alvoren i det. Det ville give et meget større indblik og jo hurtigere vi er, jo hurtigere bliver børnene og indledt i det. så kande ligesom også forstå at det faktisk sker og det sker måske lige for næsen af dem.

Ansvaret

Ansvaret

Børnene som bliver udsat for krænkelser, tror tit det er deres egen skyld. De tager selv ansvaret over på sig selv. De går i troen om, at det er dem som er fejlen og problemet.  

Der er delte meninger om hvem som har ansvaret. Vi synes, at så snart du ved der er noget i gære, så har du selv et ansvar, for at det bliver bragt videre. Derefter synes vi, at det er de sociale myndigheder som skal tage ansvaret, fordi vi som samfund har lagt det over på dem. Det er, dem som har fået ansvaret for at sådan nogle forskellige sager om misbrug af børn og unge ikke popper op i medierne.  I nogle tilfælde kan medierne jo få det til at komme ud på en forkert måde.

Inde på vores blog har vi også lavet en afstemning, om hvem som man synes skal tage ansvaret.  72 % har svaret de sociale myndigheder, så størstedelen synes, at det er de sociale myndigheder som burde tage ansvar og bearbejde sagen. Det er vi enige i. Vi synes også, at det er de sociale myndigheder, som burde tage fat og håndtere sagen.

De Sociale Myndigheder

De Sociale Myndigheder

De sociale myndigheder er dem, som har krav på at bryde ind hos familier med sociale problemer. Det kan være alt fra seksuelle overgreb til omsorgssvigt. I flere tilfælde har de sociale myndigheder ikke gjort nok for at stoppe krænkelserne af børn og unge. Selvom de har vidst, at der har foregået noget unormalt i børnefamilierne, har de ikke brudt ordentlig ind. Der er set flere tilfælde hvor politiet for eksempel har sendt billeder ind af familiernes dårlige levevilkår og uacceptable forhold til de sociale myndigheder, men de sociale myndigheder har ikke gjort noget ved det. Det har ikke været nok til, at de har brudt. Det har åbenbart ikke været nok til, at myndighederne ville blande sig. Der har selvfølgelig også været tilfælde, hvor myndighederne har brudt ind. Når kommunen modtager en underretning, undersøger de sociale myndigheder barnets forhold. Myndighederne er forpligtet til at igangsætte en undersøgelse på baggrund af underretningen, herunder vurdere barnets sikkerhed og risikoen for yderligere vold eller overgreb.

Ved mistanke om vold eller seksuelle overgreb vil de sociale myndigheder typisk tage kontakt til forældrene for at indlede en dialog og tale med barnet. Typisk møder myndighederne op aftalt. Tit lukker forældrene heller ikke myndighederne ind, og det gør myndighederne ikke noget ved. Myndighederne har udtalt sig, at de ikke kan bryde ind i et hus lige meget om de har politi med eller ej, men det viser loven faktisk, at de kan. Hvis de ved, at der foregår noget forkert og strafbart i hjemmet, har de krav på at bryde ind og stoppe det. Det er deres job at stoppe det. Børnene burdes tage alvorligt, når myndighederne endelig er i dialog med dem, ellers har samtalen ingen værdi. Undersøgelser i hele landet viser, at myndighederne i mange tilfælde ikke lytter til barnet eller på baggrund af deres udsagn.

Efter myndighederne har været i dialog med barnet, vil de indhente oplysninger fra skole eller lignende. Formålet er at belyse barnets behov for særlig støtte. Herunder bliver familiernes ressourcer og andre relevante forhold inddraget i vurderingen. På baggrund af undersøgelserne beslutter myndighederne, hvad der skal ske.

Myndighederne og kommunen burde indgriben hurtigere, for så begrænser de skadernes omfang på børnene, hvilket er det centrale, men således også de efterfølgende udgifter for samfundet til at rette op på disse. Det kan simpelthen ikke betale sig at lade være.

Samfundet

Samfundet

I dag har vi meget det funktionalistiske menneskesyn. Det funktionalistiske menneskesyn mener, at enhver er sin egen lykkesmed, hvor mennesket er optaget af sig selv og sine egne muligheder. Det funktionalistiske menneskesyn nedprioriterer de værdier, som et fællesskab rummer og fremmer i stedet individualismen, hvor enhver er sig selv nok.

Som samfund gør vi ikke nok for at stoppe seksuelle overgreb. Vi er meget egoistiske og tænker meget på vores egne eller vores relateredes behov og præmisser. Hvis det ikke har noget med en selv at gøre, så er man ikke så opmærksom på det og bliver ikke spor påvirket. Man kan sagtens tænke at sådan noget frygtelig og forfærdeligt noget som pædofili og incest burde stoppes, men man gør jo ikke noget videre ved det. Man sidder nærmest helt hjælpeløs. Tanken er der bare, men man træder ikke i karakter og hjælper. Jo nogle gør selvfølgelig, men det er de færreste, som faktisk gør det. Man kan heller ikke tale for hele samfundet, men vi ved, at det er de færreste, som tager handlingen op og gør noget ved det. Det er jo heller ikke vores ansvar at rode i andre familiers privatliv. Det er mere de sociale myndigheders ansvar, men vi som samfund kan gøre myndighederne eller de enkelte kommuner opmærksomme på det.

Hvad kan vi som samfund gøre?

Personligt synes vi selv, at hvis man har hørt eller set noget, så burde man kontakte de sociale myndigheder eller snakke med sine forældre, venner eller skolen om det og hvad man har hørt/set. Man skal ikke tvivle med at fortælle det til nogen. Man skal heller ikke være bange for reaktionen. Hvis man har en mistanke, om der sker noget unormalt i familien, så burde man være hurtigt og træde til med det samme. Der er også et udtryk, som hedder: den der tier samtykker? Udtrykket betyder, at hvis man ikke aktivt har sagt ”nej”, så har man derved indirekte sagt ”ja”. Filosofisk set så kan man sige at udtrykket handler om, at vi alle sammen har et ansvar, for de situationer vi befinder os i. Den som ikke siger noget siger faktisk, at vedkommende er ligeglad og ikke interesseret i det.

Skolernes rolle

Skolernes rolle

Skolernes rolle i forhold til at børn bliver misbrugt på deres skole, er stor. Lærerne og skolelederne har et stort ansvar overfor, at eleverne på de forskellige skoler trives. Det har de fordi skolerne ser børnene hver dag. De ser hvordan børnene reagerer på de forskellige opgaver, som de bliver stillet i deres hverdag. Lærerne burde derfor, kunne se i mange tilfælde, hvis børnene i deres klasser mistrives eller ikke har det godt i deres miljø. Det er dermed ikke sagt, at skolerne har hele ansvaret. Det har de selvfølgelig ikke, men det er bare dem, som også bærer et stort ansvar.

I dag gør lærerne og skolelederne ikke så meget for at forebygge eller gøre eleverne opmærkesomme på, hvad det er. Mange af skolerne har seksualundervisning i kortere perioder.  Lærerne er heller ikke rigtig uddannet, så de kan ikke se syntomerne på et barn, som er eller er blevet udsat for seksuel krænkelse.  Det gør det derfor nogle gange rigtig svært for lærerne, at se hvis børnene mistrives. Skolerne og institutionerne er nød til at gribe bedre ind, så det kan fange så mange børn som muligt, og for at sikre de ikke taber nogen børn i svinget. Lærerne og pædagogerne kan fx være mere opmærksom på problemet, og de skal vide mere om emnet.  Det kan for eksempel få nogle kursuser, så de kan blive mere forberedte, hvis de møder problemet på deres skole, og de så nemmere kan tackle problemet. Lærerne og pædagogerne kan også snakke med børnene, om hvordan det går hjemme i deres familier, og om de har det godt med hvordan familien har det.

Vi har lavet et interview med en elev og en lærer på vores egen skole, og vi har stillet dem et par spørgsmål omkring emnet vi har om.

De er begge enige om, at hvis de kender eller ved noget om en person på skolen som bliver eller er blevet udsat for seksuelle overgreb, så ville eleven fortælle det til lærerne eller sine forældrene og læreren ville fortælle det til skolelederen, som så ville håndtere sagen. De også begge enige i, at skolen har en stor rolle og indflydelse på det. Børnene har brug for at komme ud af det, og nogle gange er børnene så dårlige til at sige fra, så man er simpelthen er nødt til at hjælpe dem. Det er så også lidt af skolens ansvar og rolle at kunne give dem den hjælp. I nogle tilfælde er det også bare noget, som er foregået oppe i børnenes hoved. Det er for eksempel set i den danske film med Mads Mikkelsen, hvor han bliver beskyldt for at lave seksuelle overgreb på en pige i børnehaven uden, at det var blevet ordentligt bevist.

Loven

 

Loven

Nedenunder er der nogle punkter over ting, man kan blive dømt for omkring incest og misbrug af børn og unge.

·         Hvis voksne mennesker har seksuel omgang med en mindreårig(under 15år)

·         Hvis familiemedlemmer har en seksuel omgang med et andet familiemedlem, som er under 15år(det kaldes incest)

·         Brug af børn til pornomodeller som er under 18år

·         Voldtægt af børn under 18år

·         Blufærdighedskrænkelse af børn og unge under 18år

·         Seksuel omgang med sit adoptivbarn

Disse overstående ting er alle ting man kan få en fængselstraf. Fængselsstraffen går fra 2 år til helt op til 15 års fængsel.

Brønderslev sagen

Brønderslev sagen: Tvivlen bør altid komme udsatte børn til god

Brønderslev sagen er en af de værste sager om omsorgssvigt af børn, som er sket indenfor incest i Danmark. Brønderslev sagen, viser hvorfor de sociale myndigheder og kommunen i nogle tilfælde ikke gør nok. Brønderslev sagen viser også, hvor galt det kan gå, når kommunen lader ikke-samarbejdsvillige forældre styre processen. Hvis ikke den ældste datter havde løbet hjemmefra og anklaget forældrene, så havde myndighederne og kommunen måske aldrig gjort noget ved det, og så måtte børnene leve under dårlige vilkår og ubehagelige krænkelser resten af deres liv.

Forældreparret mødtes i 1995. Moren havde to børn i forvejen, og faren havde en datter, som han dog ikke havde haft kontakt til, før hun blev 16 år. Datteren hed Michelle og hun boede hjemme hos sin biologiske mor og hendes andre halvsøskende. Uheldigvis opstod der problemer hjemme i huset mellem Michelle og hendes mor. Michelle kom på et hjem, for børn som ikke trivedes. Det hele var forgæves, for Michelle fik det ikke spor bedre af det. Derfor ville hun gerne kontakte sin biologiske far og bo hos ham. Hun havde længe dannet et billede af hvordan han opførte sig og så ud, så nu så hun det som en mulighed for at få de billeder opfyldt. Michelle kontaktede kommunen, og selvom kommunen allerede der vidste, at der foregik noget forkert og anderledes i hjemme hos Michelles far og hans kone, så gave de hende alligevel lov til at flytte fra hendes mor og ind hos ham. Michelle vidste jo ikke, at der foregik noget besynderligt hjemme hos dem, men det fandt hun så ud af.

Da Michelle flyttede ind hos familien, boede de dengang på Lolland. Dengang flød huset rundt med affald, madrester, videobånd, tøj og legetøj. Alt var forfaldent, beskidt og uacceptabelt. Der var fugtigt, kloakken var sprunget og huset lukkede af tis. Politiet havde mødt op et par gange, fordi faren var blevet anklaget for hæleri. De havde været indenfor, for at se hvordan familien boede. ”Uegnet til beboelse”, skrev politimanden i sin rapport. Lolland kommune havde udtalt, at de ikke havde fundet det nødvendigt at skride ind, da der ikke var sager om vold i familien. De forklarede, at de var i gang med at undersøge familien, men at familien nåede at flytte inden de blev færdige.

 

Hvorfor flyttede Michelle ikke tilbage sin mor? Michelle troede bare, at det var midlertidigt og hun syntes, at hun skulle give det en chance. Nu havde der været alt det bøvl, om hun skulle flytte eller ej, så nu fortjente det ligesom at blive givet en chance. Efterfølgende fandt Michelle ud af, at det ikke bare var midlertidigt. Det var permanent, men hun turde ikke flygte hjem igen. Hun var bange for konsekvenserne af hende og hendes halvsøskende. Hun var faktisk bange for, at hendes far ville slå hende ihjel. Hendes far misbrugte hende seksuelt, slog hende med baseballbat, træpæle og jernstænger. Han tvang til at slikke tis op fra gulvet og spise dyreekskrementer. Da Michelle var 18 år, blev hun i flere måneder spærret inde i nærmest et ”fængsel” i en anneksbygning uden lys, varme og vand og døren var lukket til med en krog og bræt på den udvendige side, så hun ikke kunne flygte. Faren havde også tvunget moren til at lave et skilt, hvor der stod ”Brønderslevs luder - 500kr.” og hænge det på døren ind til datterens værelse.

Siden flyttede familien igen, hvor både naboer og skole advarede kommunen om børnenes mistrivsel. Børnehaverne advarede også. De var bekymret, fordi børnene lugtede, de ville ikke med hjem og de havde tit blå mærker og rifter. Børnene var jo vant til at lugte og have blå mærker. De var jo vokset op med det og havde ikke prøvet andet. En skoleleder som varslede kommunen om omsorgssvigt, blev truet med tæv af familiens far. Efter lidt tid valgte de sociale myndigheder at dukke op. De ringede til familien og aftalte en dag, hvor de kunne komme. Desværre blev aftalen rykket. Myndighederne kom først til at besøge familien efter tre måneder. Da de dukkede op, havde forældrene ryddet op og børnene var sendt væk. ”Nogenlunde ryddeligt. Ingen bekymring”, skrev de i en rapport. Derefter blev sagen lagt lidt til side, selvom der var naboer og skoler som lavede utallige advarsler. Efter noget tid modtog kommunen en anonym advarsel. De valgte at dukke uanmeldt op hos familien, men forældrene lukkede dem ikke ind og så gjorde de ikke mere ved det. Der kom til at gå flere måneder, hvor de ikke havde kontakt med familien.

Familiens hus i Brønderslev

 

 

Det lykkedes for Michelle at flygte hjem til hendes biologiske mor, og de valgte at melde sagen til kommunen, men kommunen gjorde stadig ikke noget ved det før fire måneder efter hvor alle børnene blev tvangsfjernet og forældrene blev anholdt.

Hvad gik der galt?

Lolland og Brønderslev kommune er blevet kraftigt kritiseret for ikke at skride ind i sagen tidligere og ikke ført en dialog med børnene alene. Lolland kommune har svigtet sagen, og de skal derfor betale for børnenes anbringelser. Kommunerne har forholdt sig passive overfor den viden, man havde om familiens forhold og vilkår.

De skal blive bedre til at bryde ind tidligere og håndtere sagen. Det eneste positive der kan komme ud af Brønderslev sagen er viden om, hvordan vi skal hjælpe udsatte børn og omsorgssvigtede børn anderledes fremover. Først og fremmest skal kommunerne tale med børnene. De skal kunne dukke op uanmeldt og insistere på en snak med de udsatte børn uden forældrene skal være med. Så ville børnene også få en mulighed for, at kunne fortælle det, uden at skulle være bange for, forældrene ville straffe dem for det. Børnene skal inddrages tidligt og kommunen bør være i dialog med dem løbende, specielt i sager der strækker sig over længere tid. At kommunen skal tale og lytte til børn i sådanne sager står faktisk allerede i Serviceloven, men har i praksis været helt fraværende i Brønderslev sagen. Kommunen og myndighederne skal blive bedre til at bryde tidligere ind og gøre noget ved problemet.

Vi synes, at det var så chokerende, at se at der var så stor forskel på kommunerne i forhold til, hvornår man greb ind overfor ikke-samarbejdsvillige forældre. I Brønderslev var der ikke rigtigt nogen kommuner, som der greb ind. Det var kun, fordi politiet og institutioner tilfældigt meldte dem. Vi mener derfor, at kommunerne skal være bedre til at samarbejde i fremtiden om at arbejde sammen på tværs af kommunerne. De skal bryde tidligere ind, hvis de bare har den mindste mistanke om, at der er noget som ikke burde foregå i hjemmet.

 

 

 

 
 

 

 

 

Konsekvenser i ens videre liv

Konsekvenser i ens videre liv

Hvis man er blevet seksuelt misbrugt i sin barndom eller ungdom, kan det have enormt store konsekvenser, for hvordan man bliver i sit voksenliv og det kan præge en til forskellige handlinger i sit videre liv. Man kan have store følgere. Både psykisk og fysisk følgere er især størst hos folk, som ikke har fået bearbejdet deres oplevelser ved fx en psykolog eller andre former for terapi. Folk der har været udsat for incest og seksuelt misbrug, får i rigtig mange tilfælde store følger i deres videre liv.

Nogle af følgerne kan fx være:

·         Frygt for intim kontakt med andre

·         Seksuelle problemer(flash back til dengang man blev misbrugt)

·         Tilbagevendende depressioner

·         Borderline eller andre personlighedsproblemer

·         Selvmordsforsøg

·         Socialangst

·         Identitetsproblemer (angst for at knytte sig til andre mennesker)

 

Mange har store konsekvenser i deres videre liv, hvis det ikke har fået bearbejdet hændelserne i deres barndom eller ungdom, som de har været udsat for. Mange fører det videre til deres børn. Det kan for eksempel være, hvis en kvinde som barn har været udsat for seksuelt krænkelse og så ikke går i terapi for det eller får bearbejdet sine overgreb. Hvis hun så får et barn selv, kan det sagtens være, at hun begynder at begå overgreb på sit eget barn, fordi hun aldrig har fået vreden ud over at hun selv har været misbrugt som barn.  Det sker selvfølgelig ikke i alle tilfælde, at den sociale arv føres videre, men i visse tilfælde kan det ske. Selvom man er gået i behandling i sit tidligere liv, er mange stadigvæk påvirket af oplevelserne i barndommen eller ungdommen. Derfor vil det forfølge mange i resten af deres liv.

Personforstyrrelser efter overgreb

Socialangst

Socialangst eller socialfobi er angsten for at være sammen med andre mennesker. Man ryster eller rødmer, er anspændt, ved ikke hvad man skal sige og er helt blank for samtaleemner.  Man føler ikke man slår til, man sammenligner sig med andre og er flov over at have det som man har det. Samtidig frygter man, at de andre kan se, at man har angst og frygter hvad de tænker om én. Man kan være angst for at eksponerer sig selv, at afsløre éns angst og nervøsitet.

Typiske symptomer for angst er at ryste på stemmen eller på hænderne, angst for at rødme og svede og angst for at få det skidt (skulle kaste op, få et angstanfald). Man kan være angst for overhovedet at sige noget, for at komme til at stamme eller snuble over ordene, føle sig anspændt og stivnet i ansigtet af angst og det kan være svært at holde øjenkontakt. Ofte føler den angste sig forkert, fordi man ikke formår at relatere til andre mennesker og fordi man oplever sig omgivet af mennesker der synes at være velfungerende. Mange oplever, at de får decideret panikangst i sociale sammenhænge. Det vil sige, at socialfobien i sig selv udløser et angstanfald, simpelthen fordi man er bange for at få et. Her taler man om angsten for at være angst, dvs. den angst eller nervøsitet man føler for situationer, hvor man skal være sammen med andre, situationer der ofte udløser angst. Man kan ofte ikke fungere på en arbejdsplads eller i et studie med andre mennesker. Man føler man skal præstere, ”være noget” sammen med andre og almindeligt socialt samvær kan føles som eksamen. Det er de samme følelser der går igen her, angsten for hvad de andre tænker om én, angsten for at dumme sig, sige noget forkert og angsten for at ”afsløre” at man er angst eller nervøs. Der ligger et stort tab af værdighed, i éns selvopfattelse, når man har angst. Det er skamfuldt, man skammer sig over at have angst. Man skammer sig over sig selv.

Borderline
Borderline er en form for personforstyrrelse, hvor man mange gange har store humørsvingninger. Borderline kan fx være at man ikke kan finde sig selv, man føler, at man ikke har nogen rod i kroppen. Det kan også være, at man har lav selvtillid, og man frygter hele tiden andre svigter en. Mange der har borderline har også selvmordstanker, og cirka 10 % af alle dem der har borderline begår selvmord. Mange med borderline gør også selvskade på sig selv, det kan fx være cutting, spise glaskår, sulte sig selv og påfører sig smerte ved at brænde i sig selv.  75 % af alle der har borderline påfører sig selvskade.

 Symptomerne på at man har borderline kan være at man har humør svingninger, og man er dårlig til at knytte sig til andre. Folk med borderline knytter sig mange gange kun til folk som de har kendt hele deres liv, oh holder afstand til det omkring liggende samfund.

Hvad får folk til at gøre det?

Hvad får folk til at gøre det?

Der er ikke noget rigtigt facit, for at folk kan finde på at gøre det. Det kan være forskellige grunde, men ingen af dem er en undskyldning for, at de har gjort det. Man kan for eksempel selv være blevet udsat for seksuelle overgreb, da man var barn. Hvis man er vokset op med at blive udsat for det, så er man jo også vant til det, og så har man levet med det hele sit liv. Ens tanker kan være blevet forvredet så meget, at man ikke ved hvad, som er rigtigt eller forkert, men det er stadig ingen undskyldning for at gøre det.

Incest er et familieadfærdsmønster - en socialarv som overlever fra generation til generation. I mange af incestfamilierne er det således normalt forekommende at den ene af forældrene selv er vokset op i en familie, hvor der har fundet incest sted. Når tilværelsen bliver for vanskelig og problemerne uoverskuelige i en incestfamilie, kan netop incesten dulme smerterne og binde familien sammen mod omverdenen. I nogle undersøgelser er det fremhævet, at årsagen til at fædre seksuelt udnytter deres døtre, næsten aldrig er pga. seksuelle behov, men det faktisk skyldtes magtbegær. Døtre hvis mødre i kortere eller længere tid er væk fra hjemmet, er særligt udsatte. Faderen eller stedfaderen udnytter sin position som autoritet overfor datteren, men kan også anvende fysisk vold eller trusler herom for at sætte magt bag autoriteten.  

Hjælp til at komme ud af det

Hjælp til at komme ud af det

Den bedste måde til at komme ud af det er at snakke med en om det. Det behøves nødvendigvis ikke være ens bedsteven, men det skal være en man stoler på og har tillid til.  Det er vigtigt at få talt med nogen, om de overgreb man bliver eller er blevet udsat for – uanset om de er blevet begået af en i din familie eller en udenfor din familie.

Overgrebene kan være enormt svære at snakke om, men hvis overgrebene skal anmeldes, er der større chance for, at der bliver rejst en sag, hvis der ikke er gået for lang tid mellem overgrebene og anmeldesen. Det nytter jo ikke noget, hvis man går inde med det, for så sker der er ikke noget. Man bliver meget indebrændt og ensom, hvis man går med sådan noget alene. Der er jo også lavet en masse hjemmesider, hvor man kan ringe ind anonymt og fortælle om sine problemer. Der er bare gjort så meget grin med det, at mennesker og for det meste unge mennesker ser det som hjemmesider, hvor man ringer ind og fortæller om sine ikkeeksisterende og urealistiske problemer. Det er ret ærgerligt, for der er faktisk unge, som er blevet udsat for seksuelle overgreb og har brug for at ringe ind og snakke og fortælle om sine problemer.

Man kan også få professionel hjælp. Man kan få tilskud til konsultationer hos en psykolog, hvis man som barn eller ung har været udsat for overgreb eller forsøg derpå. Man skal kontakte sin læge for at få en henvisning. Hvis man er barn eller ung, og man anmelder overgrebene, har man ret til en bisidder, som kan tage med til afhøringer ved politiet eller møderne i en retssag. Man kan også altid kontakte socialforvaltningen i ens kommune, hvis man har brug for råd og hjælp. Kommunen hjælper med rådgivning, uanset om man er over eller under 18 år, og det er gratis.